Boligstøtte – Alt du skal vide

Boligstøtte kaldes også ofte boligsikring. Det er en ydelse, som udbetales af Udbetaling Danmark. Det er en ydelse, der er meget vigtig for rigtig mange menneskers økonomi – Især folkepensionister uden anden indkomst end folkepensionen nyder stor gavn af boligstøtte. Ydelsen gives på baggrund af en lang række betingelser, primært betinget af økonomi og helbred. De enkelte betingelser og muligheder er nærmere beskrevet i dette indlæg.

Boligstøtten er månedlig, og betales forud. Det betyder at du eksempelvis kan få udbetalt boligstøtte for juni måned, hvis du flytter ind den 4. juni, og du har søgt om boligstøtte inden. Hvis du allerede bor i boligen, vil du kunne få boligstøtte fra den 1. i måneden efter du har søgt om boligstøtten. Boligstøtte udbetales som tilskud til huslejen. I nogle almene boligselskaber kan du også opleve, at boligstøtten udbetales til boligselskabet, som så fratrækker den i huslejeopkrævningen.

Kan jeg få boligstøtte?

For at komme i betragtning til boligstøtte, skal en række betingelser være opfyldt. Nogle af de vigtigste er:

  • Man skal have fast ophold i Danmark
  • Boligen skal være beregnet til helårsbeboelse
  • Der skal være indlagt vand og afløb for spildevand.

Som udgangspunkt kan ALLE, der bor i lejebolig få udbetalt boligstøtte

Der kan dog være ting der gør, at man ikke kan få boligstøtte: Hvis din husleje overskrider hvad der kaldes rimeligt nivaeu – Eller hvis din indkomst er meget høj i forhold til huslejen.

Et eksempel:

Hvis du er enlig forsørger for 3 børn, og har en årlig indkomst på 300.000, eller 25.000 om måneden, så vil du kunne få 2887 kr om måneden i boligstøtte.

Det betyder, at du eksempelvis ikke kan få boligsikring, hvis du bor på et lejet værelse uden køkken og lignende faciliteter. Dog er der en undtagelse, hvis du bor i kollektivlignende forhold, hvor flere boenheder eksempelvis deler køkken.

Hvad er forskellen på boligstøtte, boligydelse og boligsikring?

Du er sikkert stødt ind i begreberne boligstøtte, boligydelse og boligsikring. Det er dog udtryk, der dækker over samme ydelse. Den officielle betegnelse er boligstøtte, og loven der ligger til grund hedder da også Boligstøtteloven, som du iøvrig kan finde her.

Dog anvendes begreberne i flæng, og du vil kunne opleve alle tre variationer, idet nogle boligselskaber og instanser kalder boligstøtte for boligsikring. Der er dog tale om nøjagtig samme ydelse.

boligstotte

Beregn din boligstøtte

Beregning af boligstøtte er et komplekst regnestykke, som blandt andet afhænger af indkomst, antal personer i husstanden, formue og meget mere. Derfor vil vi henvise til Borger.dk’s beregner for boligstøtte, som du kan finde her. Bemærk at resultatet i beregningen er vejledende. For at få et korrekt resultat skal du kontakte Udbetaling Danmark, som kan lave beregningen for dig.

For beboere, som ikke er pensionister, kan boligstøtten højst udgøre 15% af huslejen. Hvis du eksempelvis har en husleje på 5000 kr, kan boligstøtten således højst udgøre 15% af 5000 kr, altså ialt: 750 kr pr. måned.

Sådan får du boligsikring – Ansøg om boligstøtte

Du skal søge om boligstøtte hos Udbetaling Danmark. Det skal gøres elektronisk på denne side. Inden du starter ansøgningsprocessen, skal du have nogle dokumenter klar. Dem kan du se her:

  • Lønseddel, pensionsmeddelelse eller SU-meddelelse
  • Årsopgørelse fra Skat – Kan hentes på skat.dk
  • Lejekontrakt. Gælder dog ikke, hvis du bor i et alment boligselskab – Så får Udbetaling Danmark oplysningerne direkte
  • Hvis du har boet i boligen mere end 1 år, skal du også medsende en kvittering for seneste huslejeindbetaling

Dokumenterne skal du have klar, når du starter ansøgningen om boligsikring online – De skal oploades elektronisk i ansøgningsforløbet.

Boligstøtte til pensionister

Kravet om, at boligstøtte højst kan udgøre 15% af huslejen gælder ikke for pensionister. Der er dog visse andre beløbsgrænser gældende. Derfor vil det mest korrekte være, at du foretager en beregning online, eller kontakter Udbetaling Danmark, som kan hjælpe dig med svar på, hvor meget du vil kunne modtage i boligsikring.

Nogle vejledende beløbsgrænser er:

  • Du skal selv betale mindst 1.316 kr af din husleje
  • Du kan højst få 3.682 kr i boligstøtte

Dog er der afvigelser fra disse beløb, og du vil måske få højere boligstøtte, hvis du har fået anvist boligen af kommunen,  er, eller bor sammen med en der er stærkt bevægelseshæmmet eller du modtager døgnhjælp. I så fald skal du kontakte Udbetaling Danmark, som kan lave en korrekt beregning af dine muligheder for boligsikring.

Boligstøtte til studerende

Er du studerende, kan du få boligstøtte på samme vilkår som andre, der bor i lejebolig. Nogle af de væsentligste betingelser er:

  • Du skal bo i en lejebolig, og huslejen skal være på mindst 22.500 pr. år
  • Der skal være indlagt vand og afløb i boligen

Betingelsen om indlagt vand og afløb betyder, at du ikke kan få boligstøtte til eksempelvis et værelse, hvor du skal dele toilet med andre. Du kan dog godt få boligstøtte, hvis der er toilet i din bolig, men ikke køkken. Det kan være tilfældet, hvis du deler køkken med andre, eksempelvis i et kollegium.

Kan jeg få boligstøtte når jeg bor i hus eller ejerbolig?

Hvis du bor i ejerbolig, altså hus eller ejerlejlighed, så kan du kun få boligstøtte, hvis du tilhører en af følgende grupper:

  • Folkepensionister
  • Førtidspensionister
  • Modtagere af invaliditetsydelser
  • Stærkt bevægelseshæmmede

Hvis du tilhører en af disse grupper, så vil du kunne opnå boligstøtte. Du skal dog så være opmærksom på, at støtten gives som et lån, og derfor skal betales tilbage. Lånet skal så betales tilbage, når boligen sælges. Det er et krav, at der underskrives en gældserklæring. Hvis boligen er en ejerbolig, skal der også tinglyses et pantebrev i boligen.

Der gives kun boligstøtte til boliger, der er beregnet til helårsbeboelse. Du kan derfor ikke få boligsikring, hvis du vælger at bo i dit sommerhus, selvom du tilhører en af grupperne, der kan være berettiget.

Hvad sker der med boligstøtten hvis jeg udlejer et værelse?

Hvis du udlejer et værelse, vil der ske en reduktion i din boligstøtte baseret på størrelsen af det der udlejes. Hvis din bolig eksempelvis er på 65m², og du udlejer 15m², vil din boligstøtte blive reduceret med forholdet: 15/65 = 23%. Derfor skal du huske at give besked, hvis du udlejer et værelse. Ellers kan du risikere at betale en del af din boligstøtte tilbage på et tidspunkt.

Kan jeg få boligstøtte når jeg bor i andelsbolig?

Som ved ejerbolig kan du kun få boligstøtte, hvis du er folkepensionist, førtidspensionist eller modtager en invaliditetsydelse. Hvis det er tilfældet, ydes støtten som et lån. Lånet skal betales tilbage, når boligen fraflyttes eller sælges.

Boligsikring og formue

Selvom du har formue, eksempelvis af indestående på en bankkonto, kan det sagtens være at du kan få boligstøtte. I praksis sker der det, at man lægger en del af formuen til den årlige indkomst, og dermed beregningsgrundlaget for, hvor meget du kan få i boligstøtte. Hvis du har fomue op til 587.000, så sker der intet tillæg til din indkomst. Er formuen over 587.000 tillægges der 10% til indkomsten. For formue over 1.175.100 tillægges der 20% til indkomsten.

Hvis du eksempelvis har 1.000.000 kr på en konto, bliver din årlige indkomst således forhøjet med 100.000 kr (10% af 1.000.000). På den måde får formue indflydelse på, hvor meget du kan få i boligstøtte.

Vigtigt at give besked om ændringer

Hvis du får boligstøtte, skal du give Udbetaling Danmark besked om ændringer i dine vilkår. Hvis du eksempelvis får ændret indkomst, vil du kunne risikere at betale boligstøtte tilbage, hvis du ikke giver besked om ændringen så hurtigt som muligt. Nogle af de ting du skal give besked om er:

  • Ændringer i indkomst
  • Du udlejer noget af boligen
  • Der flytter nogen ind, eller fraflytter en person
  • Din husleje eller din formue ændrer sig.

Uanset set hvad, er det altid en god ide at gøre Udbetaling Danmark opmærksom på ændringer, så du ikke risikerer at skulle betale tilbage.

2 Responses to Boligstøtte – Alt du skal vide

  1. Karin Hansen 11. september 2019 at 1:39 #

    Hvis man bor til leje i et sommerhus kan man da få bolig sikring,. Vh Karin

  2. Georg Meister 23. oktober 2019 at 13:15 #

    Hej, jeg har fået afslag fra min kommune på Indefrysning af ejendomsskat, fordi hovedstolen i vores huslån er for høj, selv om lånet er afdraget væsentligt.
    Kan jeg i stedet søge boligstøtte?
    Min kone er folkepensionist, og jeg går på pension i foråret 2020.

    Med venlig hilsen og tak
    Georg Meister

Skriv et svar

Powered by WordPress. Designed by Woo Themes